Hvad er yoga?
På vores ugentlige yogahold undervises der i en blandform af forskellige former for yoga.
Vi trækker på traditionen indenfor:
- Klassisk Hatha Yoga
- Blid hatha yoga
- Hensyntagende Yoga
- Yoga mod Stress
- Restorativ yoga
- Yin yoga
Hvis du ønsker at modtage en e-mail om et yogahold, når det starter, eller modtage mit nyhedsbrev, så skriv en mail til mig på kristinemikkelsen@hotmail.com
Du kan læse mere om hvilke hold vi har på siden her: Yogahold
Mit mål
…er at skabe en ramme for din yoga, samt at videregive min viden, erfaring og glæde omkring yoga til dig. Jeg vil gerne bidrage til, at du kan leve dit liv i en naturlig balance med dig selv og finde en dybde i kontakten indad……derfor kan du gå til yoga hos mig.
Du kan gå hos mig Kristine Mikkelsen, … eller hos én af mine to gode kolleger Mai Klemmensen og Pernille Lovise Madsen.
Nyhedsbrev
Tilmeld dig nyhedsbrev ved at sende en mail til mig, så vil du modtage løbende information om ledige pladser, nye workshops mm. kristinemikkelsen@hotmail.com
Se min seneste nyhedsbrev: Klik her
Undervisnings- og yogaformen
Undervisningsformen er primært blid, meditativ Hatha Yoga (- med indslag fra restorativ yoga og fra yin yoga). Yogaen er en kombination af øvelser, åndedrætsopmærksomhed og afspænding.
Vi laver fordybende yoga i et roligt tempo, vekslende mellem stræk, opspænding og afslappelse. Vi arbejder både aktivt og nænsomt med kroppen. Gennem øvelserne/stillingerne etableres uanstrengt en god kontakt indad og med kroppen. Yogastillinger og serier indlæres med hovedvægt på fordybelse, indre kontakt, koncentration, og på at få en forståelse for, hvordan kroppen hænger sammen, og hvordan den strækkes ud på den mest hensigtsmæssige måde. Vi arbejder med øvelser, der styrker og smidiggør hele kroppen. Muskler, led og knogler styrkes og bringes i balance, kropsholdningen forbedres, og åndedrættet frigøres. Kredsløbet og de indre organer aktiveres, og gradvist opbygges styrke og smidighed og potentielt også mere overskud i hverdagen. Yoga kan også give en erfaring af, at det konstante tankemylder aftager, og der bliver mere ro og fred i sindet, samt plads og rum i kroppen.
Afspænding er en central del af yogaen, og kan give en fornemmelse af frihed og glæde ved at være gennemstrømmet af sin egen energi.
Vi vil have et særligt fokus på at få kontakt med vores åndedræt i stillingerne, da åndedrættet er broen ind til et opmærksomt, roligt og fredfyldt sind. Åndedrætsøvelser kan virke beroligende på nervesystemet og derved virke afspændende, så vi bedre kan mærke os selv i et dybere niveau.
Det kræver intet forhåndskendskab til yoga at deltage på holdene. Undervisningen tilrettelagt, så alle kan være med. Deltagelse er selvfølgelig på eget ansvar. Det er dig, der bedst kan mærke, hvad der er godt for din krop, og hvad der ikke er, så man kan altid springe øvelser over undervejs og hoppe på igen.
Hvad er yoga?
Yoga er et system eller en videnskab, der bygger på erfaring. Man kan ikke læse sig til hvad yoga er, da yoga er en tilstand, som man selv må erfare. Ordet Yoga stammer fra sanskrit-ordet YUI og “at forene” eller danne “enhed”.
Det handler med yoga om at skabe balance mellem krop og sind, ved at forene vores sande, indre kerne med hvad man kunne kalde den universelle livskraft. Yoga er således et komplet system for fysisk, mental og åndelig træning…
Yoga-systemet stammer oprindeligt fra Indien og menes at gå mere end 2500-5000 år tilbage. Yoga forandret sig og udviklet sig meget fra dengang og frem til i dag, og det var især fra 1960’erne og frem, at yoga for alvor blev populært i den vestlige verden. Der findes i dag mange forskellige former for yoga, men når man taler om Klassisk Hatha Yoga forholder man sig i vidt omfang til en meget gammel tradition.
Når vi taler om yoga, refererer vi primært til en række af fysiske stillinger (sanskrit: ”Asanas”), men i virkeligheden er yoga meget mere end bare et system for den fysiske krop. Yoga er en videnskab om livet – de fysiske stillinger er bare et skridt på vejen. Det er også en misforståelse at yoga er en religion. Den lægger sig heller ikke op af nogen bestemt religion. Yoga er først og fremmest en praktisk fysisk, mental og åndelig disciplin, som starter med personlig udvikling, og som kan udvikle sig til åndelig/spirituel indsigt. Yoga er et værktøj, som giver os mulighed for at udforske vores egen menneskelige natur. For at få noget ud af yoga behøver du altså ikke tro på andet end muligheden for, at du gennem yogatræning kan transformere og forandre dig selv, i retning af at realisere dit fulde potentiale og komme i kontakt med din sande indre kerne, din oprindelige natur, din kosmiske bevidsthed eller dit højere selv (kært barn har mange navne!!).
Yoga lærer os den meget vigtige lektie; at lytte indad til kroppens budskaber. Dyrker man regelmæssigt yoga, opretholder kroppen helt naturligt en fysiologisk balance gennem opbygning og nedbrydning af celler. Yogaens vekslen mellem spænding og afslapning af musklerne sikrer en konstant strøm af væsker ud i alle kroppens dele.
Yoga lærer os at mærke efter, om vi har ubalancer i kroppen og i følelseslivet, og yoga lærer os noget om, hvordan vi kan forholde os til sådanne ubalancer. En ubalance er kroppens eget sprog, der fortæller, at noget er galt.
Åndedrættet spiller en meget vigtig rolle i yoga. Livsenergien i kroppen kalder man indenfor yoga for Prana (sanskrit). Åndedrættet er forbundet med Prana. Man kan sige, at det som påvirker Pranaen mest, er åndedrættet, fordi åndedrættet netop transporterer Prana. Måden Prana løber på i kroppen, er meget kompleks yoga-anatomi, som jeg ikke kan redegøre for. Men igennem åndedrætsøvelser/Pranayamas, kan vi lære at dirigere åndedrættet og dermed Pranaen, og det kan have en meget harmoniserende virkning både på sindet og på den fysiske krop.